Hafnia-Hallen er klar til genåbning!

Mon det sker allerede på mandag?

Fase 1 og 2 af genåbningen af Danmark er foreløbigt forløbet ganske fint. Det virker som om, vi alle hurtigt har lært, hvordan vi kan omgås hinanden sammen – stadig med afstand og i mindre grupper.  

Det glæder mig at se, hvordan implementeringen af de nye retningslinjer er sket indtil nu. I Hafnia-Hallen har vi de seneste mange uger trænet i den nye virkelighed med både skoler, børnehaver og gymnasier, som har haft de ny retningslinjer med hjemmefra og gjort deres hjemmearbejde. Det er gået rigtigt godt og vi har fået mange gode erfaringer. 

Nu gælder det om foreningslivet indendørs. 

Min oplevelse er, at foreningerne har lynhurtigt lært at indrette sig efter myndighedernes retningslinjer. De er helt klar til at få startet foreningslivet op igen indendørs. Foreningerne og deres medlemmer har vist, at de sagtens kan leve op til den nye virkelighed for samling i mindre grupper. Det skaber jo gode muligheder for, at myndigheder forhåbentlig åbner op for idrætsfaciliteter og indendørsidrætten, som led i den kommende fase 3 af genåbningen. 

En ting er sikkert… 

Vi er klar i Hafnia-Hallen. Men når vi igen får lov til at slå dørene op til Hafnia-Hallen og andre indendørsidrætsfaciliteter, bliver det med nye og strengere retningslinjer både til vores gæster og til os som halpersonale. Her kommer vores “træning” os til gavn. Vi har den seneste måned øvet os i opdeling af hallen i forskellige zoner. Vi har øvet os i, hvordan man kan sikre de rigtige adgangsforhold med afspritningszoner, adgang til håndvask og flere andre ting. Derfor venter vi i spænding på genåbningen, så vi igen kan være med til at skabe gode oplevelser for væres gæster, når myndighederne giver os grønt lys igen. 

Jeg håber, at regeringen kommer med positive nyheder for indendørsidrætten ud allerede i denne uge. Vi melder naturligvis nyt ud, så snart vi ved mere om, hvordan og hvornår genåbningen kan finde sted. 

Vi er klar og ses forhåbentlig snart igen. 

Jan